Forvandling gennem bøn og meditation

Vil du vandre med?

Medvandrerforløbet

Er du søgende eller har du brug for mere dybde i dit trosliv? Længes du efter at blive mere åndeligt nærværende? Har du lyst til at finde dybden inde i dig selv og Gud samt finde fællesskab i stilheden med andre? Så kan et forløb i en åndelig medvandringsgruppe være en begyndelse til det.

Åndelig Medvandring er et økumenisk initiativ. Målet er at hjælpe åndeligt interesserede til at tilegne sig en åndelig praksis i det daglige liv.

I åndelig medvandringsforløbet inviteres du til fordybelse og refleksion. Gennem ca. 8 måneder vil du blive præsenteret for nyere og gamle kristne meditationsformer, som du vil få mulighed for at erfare gennem egen praksis. Herunder er der også øvelser i at lytte.

Gennem forløbet vil vi benytte bibeltekster og bruge alle sanserne samt tage fantasien til hjælp, når vi erfarer og finder dybere ind i Gud – og i os selv.

Du vil opnå en opmærksomhed på det liv, der er større end dig og på den baggrund begynde at leve og vokse i et mere sandt jeg.

Hvem er vi?

Åndelig Medvandring drives af en række åndelige vejledere.
Peder Poulsen er tovholder for projektet.