Træning i åndelig vejledning
Hvis du kunne tænke dig at blive medvandrer for andre mennesker i deres åndelige rejse, så er der flere muligheder for at blive trænet i dette inden for landets grænser.
Introduktionsworkshop på Ådalen Retræte
På Ådalen Retræte afholder præst og åndelig vejleder Nick Helm fra England d. 20.-24. november 2022 en workshop med titlen ”Gud i alle ting”. Workshoppen er en introduktion til ignatiansk spiritualitet generelt og til ignatiansk åndelig medvandring i særdeleshed. Hvis du er nysgerrig efter at vide mere om åndeligt følgeskab, så er denne workshop oplagt at deltage i. Du vil udover Nicks input og din egen bøns- og refleksionstid her også opleve selv at skulle både lytte til andres fortællinger og også dele din egen.
Træningsforløb på Ådalen Retræte
Har du lyst til mere og brænder efter at lære, hvad du skal lytte efter som åndelig vejleder, så er kurset Åndelig Vejledning måske noget for dig. Kurset består af 3 moduler, hvor du dels får viden om, hvad ignatiansk åndelig vejledning er og bygger på, og hvor du dels får træning i selv at vejlede et andet menneske. Det er ”learning by doing”, og du vil modtage supervision i forbindelse med din egen vejledningspraksis. Ådalens næste kursus i åndelig vejledning starter i foråret 2023 og slutter i 2024.
Træningsforløb hos åndelig vejleder
Inge Merete Gross
I samarbejde med Joachim Grün, Peterstiftelsen, Norge udbyder Inge Merete Gros et trænings- og dannelsesforløb med henblik på tjenesten som åndelig vejleder.